Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Håndtering af medicin til elever

Retningslinjer for håndtering af medicin til elever på Endrupskolen


Formål:
På Endrupskolen kan det være nødvendigt, at elever får medicin i løbet af skoledagen. Det kan for eksempel være i forbindelse med kronisk eller længerevarende sygdom eller andre helbredsmæssige forhold, hvor medicin er en del af elevens hverdag.

Formålet med retningslinjerne er at sikre, at medicin håndteres forsvarligt, tydeligt og med mindst mulig forstyrrelse af elevens skolegang.

Håndtering af medicin sker altid i et samarbejde mellem skole og hjem, og der skal være klare aftaler om, hvem der gør hvad, hvornår og hvordan.


Forældrene har ansvar for:
• at informere skolen om, at eleven skal have lægeordineret medicin i skoletiden og i SFO-tid.
• at sørge for, at skolen har de nødvendige oplysninger og instruktioner om medicinen.
• at medicinen er korrekt ordineret og mærket.
• at medicinen afleveres i original emballage med apotekets etiket, hvor elevens navn, medicinens navn, dosis og øvrige relevante   oplysninger fremgår. Medicin kan efter aftale med skolen afleveres i pilleæske, når der er tydelig information om elevens navn,      medicin, dosis og tidspunkt for indtagelse.
• at sikre, at medicinen ikke er udløbet, og at der er tilstrækkelig medicin til rådighed.
• at informere skolen om ændringer i medicin, dosis, tidspunkt eller periode for medicineringen.
• at hente medicin, der ikke længere skal anvendes.
 

I de fleste tilfælde vil oplysningerne på medicinbeholderen være tilstrækkelig instruktion om medicingivningen. Hvis medicinen kræver en mere omfattende eller særlig håndtering, kan skolen bede forældrene om en supplerende skriftlig instruktion fra den ordinerende læge.


Skolen har ansvar for:
• at der indgås en tydelig aftale med hjemmet om håndteringen af medicinen.
• at relevante medarbejdere er orienteret og ved, hvad de skal gøre.
• at medicinen opbevares forsvarligt og utilgængeligt for andre elever.
• at der er en tydelig procedure for medicingivningen, så opgaven ikke alene afhænger af én bestemt medarbejder.
• at relevante oplysninger er tilgængelige for medarbejdere og vikarer, der har ansvar for eleven. Det kan være ved synlig instruk- tion i klassen og information i vikarplaner.
• at oplysninger om medicin håndteres fortroligt og kun er tilgængelige for relevante medarbejdere.
• at der reageres, hvis medicinen ikke er til rådighed, ikke kan gives som aftalt eller der sker en fejl.


Håndtering og opbevaring
• Medicinen opbevares forsvarligt og utilgængeligt for andre elever. Hvor det er nødvendigt, opbevares den i et aflåst skab.
• Skolen aftaler med hjemmet, hvor medicinen opbevares, og hvem der har adgang til den.


Hvis medicinen ikke gives eller der sker en fejl
Hvis medicinen ikke gives som aftalt, orienteres forældrene.

Ved fejlmedicinering eller tvivl om medicineringen kontaktes ledelsen og forældrene. Ved behov kontaktes relevant sundhedsfaglig hjælp.

Opfølgning
Aftalen mellem skole og hjem revurderes ved ændringer i medicineringen eller elevens behov.